Mange af dem jeg taler med, har været stærke længe.
De har taget ansvar.
Holdt sammen på tingene.
Tilpasset sig.
Fortsat længere end kroppen egentlig kunne følge med til.
Og netop derfor opdager mange først belastningen sent.
Du kan godt fungere
– og stadig være overbelastet.
Mange mærker det først, når hvile ikke længere føles som hvile, eller kroppen aldrig rigtig falder til ro længere.
Ofte fungerer det stadig udenpå.
De passer deres arbejde.
Tager ansvar.
Svarer på beskeder.
Får stadig alting til at fungere.
Men indeni er kroppen begyndt at være på arbejde hele tiden.
Læs hvordan jeg arbejder →
Mange opdager det ikke gennem ét stort sammenbrud.
Det begynder ofte i det stille, længe før omgivelserne opdager det.
Du holder pauser
uden egentlig at falde til ro
Ting der før var små
begynder at føles tunge
Der er altid noget, hjernen prøver at holde styr på
Du føler skyld, når du slapper af
Du fungerer udadtil
men er konstant på arbejde indeni
Du mærker uro
selv når der endelig er stille
Mange af dem jeg taler med, har været stærke længe.
De har taget ansvar.
Holdt sammen på tingene.
Tilpasset sig.
Fortsat længere end kroppen egentlig kunne følge med til.
Og netop derfor opdager mange først belastningen sent.
Konstant ansvar
Indre alarmberedskab
Selvkritik
Aldrig helt
at holde pause mentalt
At være “på”
for længe ad gangen
Kroppen er begyndt
at sige fra
Ofte går der lang tid, før mennesker stopper op.
De fortsætter.
Tilpasser sig.
Skruer op for kontrollen.
Forsøger at finde ro ved at blive endnu mere effektive.
Og netop dér bliver belastningen ofte sværere at mærke.
Mange reagerer ikke på belastning ved at give op.
Mange reagerer ved at tage sig endnu mere sammen.
Vi arbejder ikke kun med symptomerne.
Vi arbejder også med det, der har holdt dig kørende så længe, at kroppen til sidst begyndte at sige fra.
Mange forsøger at presse sig tilbage til ro.
Ofte handler det først om at forstå, hvad kroppen har forsøgt at fortælle længe.
Vi arbejder med de mønstre, der holder nervesystemet i gang — også når der egentlig er stille.
Målet er ikke at blive et andet menneske.
Målet er at kunne være i livet uden konstant at være på overarbejde indeni.
Mange mærker ikke forandringen som én stor forskel fra den ene dag til den anden.
Ofte begynder det mere stille.
Man sover lidt tungere.
Mærker lidt mere ro i kroppen.
Bliver mindre på vagt.
Får lidt mere plads til at være i det, der faktisk er.
Og langsomt bliver det lettere ikke hele tiden at være på arbejde indeni.
Mange søger først hjælp, når kroppen ikke længere kan holde til mere.
Men stress og overbelastning begynder ofte længe før.
Du behøver ikke have ramt bunden for at begynde at tage det alvorligt.
Læs hvordan jeg arbejder →