23. februar 2005
Da bankerne begyndte at kræve et gebyr på 50 ører pr. dankorttransaktion af visse butikker, hvorpå stort set alle i detailhandelen begyndte at opkræve de 50 ører, blev det af mange set som en kulmination af brugen af gebyrer til at dække enhver handelsomkostning, som tidligere har været en naturlig del af en vares pris.
Det mindst forståelige er, at mens danske banker leverer de højeste resultater før skat nogensinde, insisterer de samtidig på at få dækket enhver lille omkostning direkte hos deres kunder, mens rentespændet mellem hvad man får i rente for indlån og det man betaler for at låne penge er højere end nogensinde. Da Dankortet i 1982 blev introduceret, fortalte Bankdirektør Bendt Iversen i et interview med Danmarks Radio, at man regnede med at spare mellem en halv og en hel milliard kroner pr. år på at deres kunder betalte med Dankortet i stedet for kontant. Ikke mindst besparelsen på lønomkostningerne er markant i sammenhængen. Bankfilialer er nu lukket i stort tal, og køerne i de tilbageværende er længere end nogensinde før.
Kan vi efterhånden betragte bankerne som gode borgere i Danmark? Gør de deres del, og giver danskerne arbejdspladser, så de er beskæftigede, og deres løn kan vende tilbage til det danske samfund som forbrug og skattegrundlag?
Tid til tanker.